Krydrede kyllingedunser i hjemmelavet fuldkornspita
Pitabrød er nemt at lave selv, og løfter retten til nye højder! Det tager dog lidt tid, og derfor er det en oplagt weekendret. Har du travlt, kan du også bare købe fuldkornslogomærkede pitabrød i supermarkedet.Denne opskrift lever op til fuldkornslogoet.
Ingredienser
Pitabrød (4 stk.)
- 1 1/2 dl koldt vand
- 3 g gær
- 1 tsk sukker
- 130 g hvid hvede fuldkornshvedemel
- 100 g Valsemøllen Økologisk Tipo 00 hvedemel
- 1/2 spsk rapsolie til pensling
Frikadeller
- 320 g hakket kyllingekød 3-6% fedt
- 1 tsk groft salt
- 1 æg
- peber
- 80 g finvalsede havregryn
- 1 lille løg ca. 60 g
- 2 små gulerødder 100 g
- 2 fed hvidløg
- 1/2 rød chili
- 2 spsk rapsolie til stegning
- 1 dl letmælk
- 1 tsk tørret timian
Salat til fyld
- 2 mellemstore gulerødder
- 1 agurk
- 1 stor rød peberfrugt ca. 200 g
Dressing
- 1 fed hvidløg
- 1 1/2 dl yoghurt naturel 1,5%
- 1/4 tsk salt
- Lidt frisk basilikum eller persille
Sådan gør du
Pitabrød (dag 1)
- Kom vand, gær og sukker i en skål og rør til gæren er opløst.
- Kom mel og salt i dejen og ælt til dejen er glat og smidig. Dejen er nemmest og hurtigst at ælte på en røremaskine, men det kan lade sig gøre i hånden, da det er en ret fast dej.
- Kom dejen i en smurt beholder med tilhørende låg.
- Lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca. 1 time, og sæt den derefter på køl til næste dag.
Pitabrød (dag 2)
- Tænd ovnen på 250 grader varmeluft og lad en bageplade blive i ovnen. Alternativt en bagesten, hvis du har det.
- Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Del dejen i portioner af 100 g.
- Form hver dejklump til en bolle. Lad dem hvile utildækket i 20-30 minutter på køkkenbordet.
- Rul hver dejklump ud til et fladt pitabrød og læg straks pitabrødene i ovnen på den varme bageplade. Sørg for at den er drysset med lidt mel.
- Lad pitabrødet bage i få minutter til de popper op.
- Du skal bage pitabrødene med det samme, når du har rullet dem ud, da de ellers når at klistre sammen inden i, og derfor har svært ved at poppe.
Frikadeller
- Rør kødet sejt med salt.
- Tilsæt ægget og dernæst havregryn og peber.
- Pil løget og riv løg og gulerødder.
- Halver chilien, skrab kernerne ud og hak chilien fint. Rør løg, gulerødder, chili og presset hvidløg i farsen sammen med mælk.
- Lad farsen hvile ca. en halv time.
- Form frikadellerne ved at dyppe en teske i et glas vand, tag lidt fars op med skeen og form det til en lille oval kugle i håndfladen.
- Varm olien på en slip let pande og steg frikadellerne sprøde og gyldne.
Salat
- Skræl gulerødderne og skær i tynde stave eller riv dem på et rivejern. Skær agurk og peberfrugt i små tern.
Dressing
- Pres hvidløget og rør sammen med yoghurt, salt og hakket basilikum.
- Server de lækre frikadeller i hjemmelavede pitabrød sammen med en masse fintsnittet grønt og dressing. God appetit.
Tip
- Ønsker du at gøre retten hurtigere at lave, så kan du erstatte de hjemmelavede pitabrød med færdiglavede fuldkornslogomærkede pitabrød fra et supermarked.
- Har du mod på, at give opskriften dit eget twist, kan du snildt tilføje ingredienser til denne opskrift. Løget kan fx erstattes af forårsløg, og du kan gøre frikadellerne asiatiske ved at tilsætte sorte sesamfrø og lidt revet ingefær.
- Når du laver fars, gør det da til en vane at blande grøntsager og havregryn i. På den måde strækker kødet sig længere, og det er en nem måde at få mere fuldkorn og grøntsager ind i kosten på.
- Får du kød til overs fra dit indkøb, så gem enten resten på frost eller lav portionen med det ekstra kød og gem nogle af frikadellerne i fryseren.
- Har du pitabrød til overs, kan du lave små pitapizzaer af resterne dagen efter.