Børnenes hit-morgenmad: Fra 0 til 52% fuldkorn – 01.03.21

Verdens største fødevarevirksomhed og fuldkornspartner, Nestlé, leverer mad- og drikkevarer, der begår sig i manges hverdag. Selskabet har i Norden et særligt godt greb i morgenmadskategorien, hvor produkter som Cheerios, Fitness og Nesquik har været populære valg på butikshylderne, når morgenmaden skulle vælges.

 

Fra 0 til 52% fuldkorn

Efter mange år med en gradvis tilsætning af Fuldkorn, kan Julia Neergaard Laursen, produktinnovations projektleder i Nestlé Nordic, berette om rivende udvikling med udgangspunkt i morgenmadsproduktet Nesquik: ”Det, der heldigvis er sket siden 2005, hvor Nestlé satte større fokus på sundhed, er at fuldkornsindholdet er steget betragteligt, ligesom andelen af salt, sukker og fedt er reduceret væsentligt. Tager vi et morgenmadsprodukt som Nesquik, der i 2005 ikke indeholdt fuldkorn og havde 38 gram sukker i pakken, så er der sket en kolossal udvikling til i dag, hvor produktet indeholder 52% fuldkorn og 25 gram sukker.”

 

Ingrediens nr. 1 i morgenmadskategorien

Julia Neergaard Laursen kan i dag præsentere et morgenmadssortiment fra Nestlé, hvor fuldkorn er blevet ingrediens nummer 1 efter mange års produktudvikling og langsom forøgelse af fuldkornsindholdet. Eksemplet med Nesquiks fuldkornudvikling er et iøjefaldende eksempel, men tendensen er faktisk ret gennemgående i Nestlés nordiske morgenmadsportefølje, hvor f.eks. også alle medlemmer af Cheerios-familien har et fuldkornsindhold på minimum 77% og opefter – og hvoraf to af disse produkter bærer fuldkornsmærket.

 

Smag og sundhed skal gå hånd i hånd

Som så mange andre valg vi foretager os vedrørende mad og drikke i hverdagen, så undervurderer Julia Neergaard Laursen ikke vigtigheden af smagen: ”For rigtig mange forbrugere er den største driver, at det smager godt. Det er derfor fuldt bevidst, at det er over så lang en årrække, at vi har ændret på fuldkornsindholdet og sukker/salt/fedt niveauet i vores morgenmadsprodukter, ligesom at vi også har været innovative i produktudviklingen for at bevare den gode smag. Dette er en strategisk og langsigtet investering og ikke en quick-fix.” Et eksempel på Nestlés kreative produktudvikling er den coating-teknologi, som bliver anvendt på det seneste medlem i Cheerios-familien: Cheerios Oat Apple Cinnamon. I denne morgenmadspakke er de små Cheerios-ringe blevet sprayet med et tyndt lag æble/kanel væske, der giver en umiddelbar sød og smagsfuld fornemmelse, som forbrugerne kan tage med sig ind i ringenes grovere midte.

 

Socialt ansvar

Julia Neergaard Laursen ser denne form for produktudvikling som et afsindigt vigtigt værktøj til at få fat i nogle eksklusive segmenter, der ikke spiser særligt meget fuldkorn, og til at løfte bundlinjen, hvad sukker-, fedt- og saltindtaget angår: ”Vi har ikke nødvendigvis forøget fuldkornsindholdet i vores produkter, så vi kunne få det orange fuldkornslogo. Vi har gjort det for at løfte bundlinjen. På denne måde når vi nogle forbrugere, som ikke partout har fokus på sundhed, og dem er der mange af, hvor vi således giver dem noget fuldkorn oven i deres foretrukne morgenmadsprodukt. Det synes jeg er en god udvikling.”