Fuldkornspartnerskabet

Brødopskrifter

Velsmagende brødopskrifter til enhver lejlighed

Findes der noget lækrere end nybagt brød? Duften, der breder sig fra køkkenet og til resten af hjemmet, mens brødet er i ovnen. Forventningens glæde, mens brødet køler af. Og endelig glæden ved at sætte tænderne i det sprøde og helt friske brød, der får lykkebarometeret til at stige et par grader.

Her på siden finder du et stort udvalg af opskrifter på brød, som alle lever op til fuldkornslogoet og naturligvis har den gode smag i fokus.

Find inspiration til dit næste bagværk i vores forskellige opskrifter på brød

Brød er en essentiel del af vores hverdag – mange starter dagen med en grovbolle smurt med smør og ost, rugbrød er en fast del af frokostmåltidet på diverse institutioner og arbejdspladser, og aftensmaden bliver også ofte suppleret med et godt brød.

I oversigten øverst på siden har vi gjort os umage med at samle forskellige brødopskrifter, der favner alle aspekter af hverdagen. Fra rugbrødet til frokosten, til det søde indslag i eftermiddagskaffen og til den italiensk inspirerede middag. Opskrifterne er helt ideelle til dig, der ofte afprøver de samme opskrifter om og om igen og derfor trænger til nye smagsindtryk. Har du fx nogensinde smagt et fougasse-brød med tomat og urter eller en chokorug med skumfiduser? Hvem ved – måske bliver én af dem din nye yndlingsopskrift.

Se også vores mange andre opskrifter til morgen, frokost og aften

Opskrifter på brød, der lever op til fuldkornslogoet

Som tommelfingerregel skal et voksent menneske spise 75 gram fuldkorn om dagen, ifølge de officielle kostråd. Der er mange veje til at komme op på de 75 gram, men brød er én af de måder, hvor det er nemt at spise mere fuldkorn på. Grundlæggende handler det om at udskifte eller supplere hvidt, sigtet mel med meltyper, hvor kim og skaldele ikke er sigtet fra samt tilføje flere hele, knækkede eller skårne korn.

Alle vores opskrifter på brød er udviklet med udgangspunkt i, at de er rige på fuldkorn fra fuldkornsmel, havre, forskellige korn og gryn. Du kan altså med ro i maven købe ind til at lave vores opskrifter, nyde den gode smag – fx fra vores fuldkornsboller med müsli – og være sikker på, at du får dækket en stor del af dit daglige fuldkornsbehov.

Læs mere om, hvad der karakteriseres som fuldkorn, og hvad der ikke gør. Læs også om, hvem vi fra Fuldkornspartnerskabet er, og hvad vi laver.

Nemme brødopskrifter, hvor alle kan være med

Vi vil gerne inspirere dig til, at det skal være nemt og lækkert at bikse en opskrift på fuldkornsbrød sammen. Derfor skal du ikke være nervøs for, om du har bagekundskaberne til at lave vores opskrifter på brød. Vi har nemlig sørget for at gøre instruktionerne klare og tydelige, så du ikke er i tvivl om, hvordan opskrifterne skal laves. En anden fordel ved opskrifterne er, at der ikke går lang tid fra, at du går i gang med et brød, til det er færdigt og klar til servering. Opskrifterne er luget ud for komplicerede teknikker, men det betyder ikke, at den gode smag er udeladt. Uanset om det er morgen, middag eller aften, kan vi garantere dig en skøn spiseoplevelse gennem vores opskrifter på brød. Endelig har vi også sørget for, at alle ingredienserne til opskrifterne kan købes i dit lokale supermarked – det gør det nemt for dig at komme i gang.

Se alle vores opskrifter med fuldkorn i fokus.