Kartoffelmad med friske ærter og hjemmeristede løg
Den klassiske kartoffelmad - og så alligevel ikke. Denne er med friske ærter og knasende sprøde hjemmeristede løg. Det er nemt at riste sine egne løg, og selvom du godt kan springe over og købe dem færdige, er det altså ikke helt det samme. Opskriften lever ikke op til fuldkornslogoet, men er en mulighed for at få mere fuldkorn ind i hverdagen.Opskriften er udviklet af Jesper Panorama til Coop i forbindelse med Smørrebrødsugen
Ingredienser
- 4 skiver fuldkornslogomærket rugbrød
- 400 g kartofler, gerne nye danske kartofler
- 1 pose salatmix
- 100 g friske ærter (efter de er bælget)
- 1 bakke cherrytomater (250 g)
- 500 g zittauerløg
- Sødmælk til at dække løgene til
- Fuldkornsmel til at vende løgene i
- 1 liter smagsneutral olie til at fritere i
- 1 dl mayonnaise
- 1 potte purløg
- 4 kviste bredbladet persille
- 1 agurk
- 1 rødløg
- Lidt citronsaft
- Lidt salt og peber
- Lidt smør til rugbrødet
Sådan gør du
Kartofler
- Læg kartoflerne i en gryde med vand og tilsæt lidt salt
- Sæt gryden til at koge. Så snart vandet koger, slukkes for blusset.
- Lad kartoflerne stå i vandet i ca. 1 time. Så er de helt perfekte til smørrebrød.
Hjemmeristede løg (alternativt køb ristede løg)
- Tag fire til fem zittauerløg eller salatløg, hvis du kan findedem, og skræl dem. Hvis du skal lave en stor portion, kan du lægge alle løgenei lunkent vand og lade dem ligge i ca. 20 til 30 minutter. Derefter er de meget nemmere at pille.
- Skær løgene i lige tykke ringe. Skil nu alle ringene ad, og læg dem i en stor skål, hvorefter du dækker løgene med sødmælk. For en hurtigere udgave af ristede løg, vendes løgene blot i sødmælk og de paneres og friteres derefter.
- Lad løgene ligge i sødmælk i et døgn i køleskab. Tag bagefter løgene op på et viskestykke. Vend nu løgene i fuldkornsmel, hvor du har tilsat lidt salt og peber. Friter derefter løgene i 180° varmt smagsneutral olie icirka 1-2 minutter. Lad derefter løgene køle af.
- Friter endnu en gang løgene til de får en lidt gylden farve. Det er bedre, at du friterer tre gange, end at de får for meget. Løgene kan nu gemmes i en lufttæt beholder i mindst to til tre dage. Læg eventuelt et stykke køkkenrulle ovenpå - inden du lægger låg på.
Brød og tilbehør
- Tag en bakke friske ærter, og bælg dem i en skål.
- Bland mayonnaise med 1-1,5 spsk. fint hakket purløg. Smag til med citron og en lille smule salt.
- Tag en skive fuldkornslogomærket rugbrød og smør med et tyndt lag smør.
- Derpå lægges en lille håndfuld salatmix.
- Der lægges to kartofler i skiver. Fordel kartoflerne, så de ligger som tagsten.
- Fordel tre små dutter purløgsmayonnaise ovenpå kartoflerne, gerne så de holder kartoflerne lidt samlet.
- Drys ærter ud over og top med ristede løg.
- Pynt med frisk bredbladet persille og en lille båd af rødløg