
Rødbederisotto med gedeost, timian og valnødder
Samlet tid 1 time t
Aftensmad
4 personer
Denne ret er lige så velsmagende som den er smuk. Rødbede, timian, valnødder og gedeost er en uimodståelig kombination, og retten passer både til hverdag og fest. Denne opskrift lever ikke op til Fuldkornslogoet, men er en mulighed for at få mere fuldkorn i hverdagen.
Undgå at skærmen slukker
4
Ingredienser
- 300 gram rødbeder
- 2,5 dl fuldkornsris
- 1 løg fintsnittet
- 2 fed hvidløg finthakkede
- 1 spsk. olivenolie eller rapsolie
- Ca. 8-9 dl varm grøntsagsbouillon
- 1 spsk. æbleeddike
- 40 g fintrevet parmesan eller Vesterhavsost
- Salt og friskkværnet sort peber
Topping
- 100 g mild gedeost rulle eller god, fast feta
- 40 g valnødder
- Friske timiankviste
Sådan gør du
Rødbedebase
- Skræl rødbederne. Skær 200 g af dem i grove stykker og kog dem helt møre i usaltet vand. Blend dem herefter til en fuldstændig glat, intens rød puré (tilsæt evt. en skefuld af kogevandet for at hjælpe blenderen).
- De resterende 100 g rødbede rives helt fint på et rivejern og stilles til side.
Risotto
- Varm olien op i en dyb pande eller gryde. Sauter løg og hvidløg i et par minutter, indtil de er klare, uden at de tager farve.
- Tilsæt ris og lad dem riste med i 1-2 minutter under omrøring.
- Hæld 1 dl bouillon og æbleeddike, og lad den koge helt ind under omrøring.
- Tilsæt nu resten af den varme grøntsagsbouillon lidt efter lidt (omkring 2 dl ad gangen). Lad risene opsuge væsken, før du tilsætter mere, og rør jævnligt. Fuldkornsris tager ca. 40 minutter før de er godt møre.
- Når risene er næsten møre, røres både den blendede rødbedepuré og den fintrevne, rå rødbede i retten. Lad det simre med i 2-3 minutter, så det hele bliver gennemvarmt og samler sig.
- Imens rister du valnødderne på en tør pande eller i ovnen til de får en smule farve.
- Tag gryden af varmen og rør den revne parmesan i, så risottoen bliver cremet og lækker. Smag til med salt og rigeligt friskkværnet peber.
Anretning
- Anret den varme, cremede risotto i dybe tallerkener. Smuldr stykker af gedeost (eller feta) ud over, drys med grofthakkede, ristede valnødder og pynt med friske, grønne timiankviste.