For nogle bliver snacks let forbundet med dårlig samvittighed. Men den kan du roligt pakke væk, for faktisk kan snacks fungere som et effektivt mellemmåltid, der holder sulten fra døren mellem dagens større måltider.
Her på siden finder du et udvalg af ideer til snacks, der passer til enhver anledning og giver dig mulighed for at få mere fuldkorn ind i hverdagen. For fuldkorn kan med fordel inddrages i flere af dagens måltider – også de små af slagsen.
Vi har gjort os umage med at finde forskellige snacksopskrifter, der kan imødekomme ethvert behov for det lille mellemmåltid. Vi giver dig for eksempel vores bud på sprøde øllebrødschips, der er ideelle som velkomstsnack til dine gæster. Eller smagfulde fuldkornsbruchetta, der kan bruges som appetitvækker til både hverdag og fest. Skal den søde tand tilfredsstilles, er det måske vores opskrift på muffins med fuldkorn og æble, du skal kaste dig over.
Det kan være svært at finde inspiration til en både spændende og nærende madpakke til børnene hver dag. Måske vi kan hjælpe med vores opskrifter på pølsehorn med fuldkorn og fuldkornspizzasnegle? Er du udfordret på tiden i hverdagen, er opskrifterne nemme at gange op, så du kan forberede madpakkesnacks til længere tid ad gangen.
Ikke alle vores opskrifter på snacks lever op til fuldkornslogoet, men de er oplagte muligheder for at få mere fuldkorn ind i hverdagen. Og hvem ved, måske bliver en af vores snacksopskrifter din nye favorit?
En tommelfingerregel lyder, at en voksen skal spise 75 gram fuldkorn dagligt ifølge de officielle kostråd. Har du svært ved at nå dit daglige fuldkornsindtag gennem hovedmåltiderne, er vores opskrifter på snacks med fuldkorn oplagte til at nå det anbefalede indtag.
71 % af danskerne kender fuldkornslogoet, og over halvdelen af dem, der kender logoet, vælger også at handle efter det. Samtidig findes der i dag ca 1.000 produkter med fuldkornslogoet, så der er nok at vælge imellem, når du skal have indkøbsturen klaret. Størstedelen af ingredienserne til vores snacksopskrifter kan du finde i dit lokale supermarked. En af vores missioner er nemlig, at det skal være nemt at lave mad med fuldkorn – og det gælder naturligvis også vores snacks.
H. C. Andersens Boulevard,
1553 København V
CVR: 16077593
© 2024 Fuldkorn – Designet af Aveo web&marketing